Back to All Events

"AT VÆRE FORÆLDRE TIL ET SYGT BARN" - forddrag med psykolog Trine Veile

Dagens fokuspunkt bliver de psykiske reaktioner, som man kan opleve når man er forældre til et sygt barn, som eksempelvis har reflux. Herunder hvordan man som forældre belastes, hvornår der er brug for støtte, og hvilken form for støtte, der er brug for - og hvor man kan få den henne. 

Trine vil komme ind på hvordan kroppen og sindet reagerer under belastning, samt komme med viden og øvelser der kan hjælpe. 

Du kender sikkert udmærket godt det dér med at stå med et barn på armen, der bare græder og græder og ikke vil sove. De maratonlange gåture op og ned af stuegulvet. De voksende frustrationer over, der ikke er en off-knap et sted, du bare kan aktivere, og så sover baby trygt og godt igen. Og så lettelsen, når baby endelig døser hen, og du lige så forsigtig kan lirke ham ned i slyngevuggen og selv glide veltilfreds ned i sengen ved siden af og døse hen, indtil cirkusset starter forfra dagen derpå.

Prøv nu at forestille dig, at baby stort set aldrig falder i søvn. At baby græder non stop i op til 20 timer i døgnet. At baby kun sover, når han dejser om af udmattelse, blot for at vågne igen 15 minutter efter. Hver eneste time – døgnet rundt. Det er virkeligheden for mange forældre til børn med refluks og silent refluks – tilbageløb af maveindhold gennem spiserøret. Sammen med bl.a. stærke smerter, mistrivsel, opkast 50-100 gange i døgnet, risiko for vejtrækningsrelaterede sygdomme som astmatisk bronkitis og lungebetændelser, syreskader i spiserør og på tænder, generel øget sensitivitet, dårlige spisemønstre, spisevægring, fejlsynkning, ringe vækst, kramper, sanseintegrationsproblemer, hypersensitivitet, adfærdsvanskeligheder. Og nyere udenlandsk forskning tyder endda på, at refluks i værste tilfælde kan føre til øget risiko for kræft i spiserøret.

Men den åbenlyst hjerteskærende magtesløshed, vi oplever ved at skulle se vores børn lide dag, måned og år ud og ind, er ikke den eneste kamp, vi kæmper. For vi slås også en håbløs kamp mod et sundhedssystem, der i udpræget grad behandler os som pylrede curlingforældre.

De danske læger anerkender i mange tilfælde slet ikke sygdommen. Og det ikke ualmindeligt at blive mødt med nedladende kommentarer og afvisninger, når de søger hjælp. I nogle tilfælde kæmper forældrene i op til både 12 og 18 måneder. I andre tilfælde får børnene aldrig hjælp. Man mener, at 4% af alle børn fødes med reflux, men formentlig gemmer der sig mange flere skjult under diagnosen kolik, som 10-15% af alle danske børn skønnes at have (mange udenlandske kolikorganisationer nævner netop refluks som værende en af årsagerne til kolik).